Seks ting du ALDRIG må gøre som forældre

Stil ikke krav, som ikke behøver at blive overholdt
– Hvis du siger til dit barn, at du gerne vil have, tingene bliver på en bestemt måde, så skal det også være et krav, du overholder. Et klassisk eksempel er, at vi siger til vores børn, at de skal blive siddende ved bordet, til alle andre er færdige med at spise. Men sådan bliver det sjældent.
I stedet bliver det kompromisløsninger, eller vi går ind i forhandlinger, men det er en glidebane. Og i sidste ende frustrerer det vores børn, og de tror alt er til forhandling.
HUSK – De krav, vi stiller til vores børn, bliver de værdier, de tager med sig videre i livet.

Gør ikke ting for børnene, som de godt kan selv
– Mange kan have svært ved at vurdere, hvad man kan forvente af børn. Men hvis børnene selv kan klare tingene, så skal de selv gøre det. Og det gælder også, selvom det måske tager længere tid, eller opgaven ikke bliver løst, som man selv ville have gjort det. Uden tvivl kræver det tålmodighed fra forældrene. Børn vil meget gerne selv, og de gør det i deres tempo.
For eksempel vil en 2årig gerne selv tage sine sko på, og der skal vi som forældre give dem muligheden for at øve. Som man siger, øvelsen gør mester.
Hvem kender dog ikke morgenstunderne, hvor tiden ikke altid er der. Så er det vores ansvar som forældre, at starte lidt tidligere med at komme ud af døren, så det både bliver hyggeligt og sjovt for børnene. Og tænk på, at det drejer sig kun om en periode, så har de små fået færdigheden, med at tage sko på.

Tal ikke om resultater
– Det gør faktisk en stor forskel, hvis forældre fokuserer på, hvordan processen var, i stedet for kun at tale om resultatet. Forældre bør kigge på, om børnene gjorde sig umage og prøvede sig frem. På den måde bliver børn mere modige og mere trygge ved at fejle. Det er ved at fejle, at vi lærer! Vi glemmer det bare selv, for oftest er det os selv der ikke tør fejle.
Når vi taler med vores børn om processen, finder de måske selv frem til andre løsningsmodeller. Og det øger selvværdet.