Børn der har angst forts.

MØD BARNET

At blive bange er en helt naturlig del af livet – også for børn med raske forældre.
Voksne glemmer nogle gange, hvordan det er at være barn, og at man kan være bange for mange ting. Det gør en kæmpe forskel, når den voksne lytter og accepterer de følelser, barnet kommer med, for så bliver barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget.
Man skal møde barnet der, hvor det er, og anerkende barnets følelser:
Hvis barnet er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ‘Tag dig nu sammen’. I stedet kan man sige: ‘Det er ikke rart at have det sådan, men prøv at se her, der er ikke noget monster’.
Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Derfor skal man lade være med at bruge for mange ord: ‘Er du bange? Det kan jeg godt forstå, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Man skal undgå at gå med på angsten, fx ved at sige: ‘Nå, så bliver vi hjemme fra børnefødselsdagen’, hvis det er det, barnet er bange for at deltage i. Hvis man følger angsten, bekræfter man, at fødselsdagen og dermed den sociale situation i sig selv er farlig.
Det er svært at berolige et barn, der har angst, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med et vredt ’lad være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, så bliver barnet endnu mere bange og ked af det.
Det er vigtigt at være realistisk, når man taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død.