Kuvøsepædagogik forråder børnene.

For nydeligt har jeg læst en klumme skrevet af Finn Kosaa, som er psykolog. Overskriften lyder provokerende
Tindens kuvøsepædagodik forråder børnene.

Klummen indledes med en historie af en dreng i anden klasse, som bliver fulgt af sin far til skolen. De ankommer lidt for sent, og idet sønnen lunter hen på sin plads dybt koncentreret om et spil på sin smartphone. Faderen bliver stående i døren og følger med et kærligt blik sin søns apatiske bevægelser. Da drengen omsider er nået til sin plads og har sat sig, beder læreren ham om at slukke telefonen og lægge den væk, inden faderen lukker døren helt til, vender han sig mod læreren og skyder følgende salut af: ”Kan hen ikke lige få lov at gøre et spil færdigt, det tager kun et øjeblik. Det hele behøver jo ikke at være så autoritært, vel?” Finn Kossa skriver videre om hvad denne dreng lærte denne morgen af faderen. Han lærte at vise foragt for andres menneskers tid, og han lærte, at fællesskaber behøver man ikke at have respekt for. Man spørger sig selv om, hvordan en sådan dreng skal lære at forstå, at han er en del af en sammenhæng, der er større end ham selv.
Jeg møder en del unge mennesker i min klinik, som er mødt med en lignende pædagogik igennem deres barndom. De er ønskebørn, alle sten er ryddet af vejen, af kærlighed fra deres forældre, og konfliktløsning har de ikke lært hjemmefra, for forældrene stillede ikke nogle krav til dem, der kunne udløse konflikt. Deres selvværd er meget lavt, og det gør helt ondt inde i hjertet, at se, hvordan den velmente kærlighed fra forældrene kvæler selvværd. Som de unge selv udtrykker det, ”jeg har aldrig fået lov til at vise mit værd”.
Det er de ”sunde” unge mennesker jeg møder, som gerne vil have en udvikling til at være hele mennesker, som kan gå ind i relationer og konflikter og ikke mindst skuffelser. Tør stå ved sig selv, tør tro på sig selv.
De unge der ender i kriminalitet møder jeg desværre ikke. Mange af de unge har muligvis lært, at voksenlivet er ikke noget at se frem til, og forskellen mellem godt og ondt.
Vi er omgivet af en pædagogik som er præget af idéen om, at børn udvikler sig til hele og gode mennesker, hvis man lader være med at påvirke dem. Men naturligvis påvirker man dem, spørgsmålet er blot: Hvordan? Det store spørgsmål er, hvad børn lærer af at være omgivet af karakterløse anitautoritære voksne, der ikke har andet at byde på end et: ”Hvad synes du selv”
Hvis forældre eller pædagoger ikke tør være en autoritet for børnene pga deres konfliktskyhed og deres antiautoritære holdning, efterlader vi en generation i et moralsk tomrum, hvor de stærkeste tager magten, hvilket b.la. kan aflæses af den kendsgerning, at mobning bliver et massivt problem.

Udgivet i Forældre | Tagget , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Kuvøsepædagogik forråder børnene.