Om ægteskabet

Livet giver først mening når vi kan dele det.

Selvom det moderne liv i høj grad udfordrer det livslange ægteskab, har de fleste stadig en drøm om at blive gift med den eneste ene. Men dat leve i et livslangt ægteskab kræver, at man plejer sit parforhold med samme omhu, som det moderne menneske dyrker sig selv.
Vi gifter os, for vi er ikke skabt til at være alene. For livet giver først mening når vi kan dele det men en anden. Når vi rækker ud efter andre, og de rækker ud efter os.
Alle mennesker har en længsel efter at blive elsket og indgå i et fællesskab, og ved at blive viet til hinanden skaber man en fælles historie og konsoliderer sit forhold over for familie og venner.
Idéen om, at alle mennesker passer helt perfekt sammen med et andet menneske, kan spores helt tilbage til antikken. Helt præcist tilbage til Platons værk Symposion fra ca. 390 f.Kr.

Forelskelsen har en voldsom stor plads i vores kultur, og den har en stor magt over os. Men forelskelsen er et ideal, som ikke gør noget godt for ægteskabet. For den romantiske kærlighed kan ikke bære et ægteskab igennem livet, og det kan være en stor sorg for nogle at erkende.

Det at etablere et godt, tillidsfuld ægteskab, der kan stå imod alvorlige livskriser, kræver mere tid, end vi er villig til at investere. Vi tror at forelskelsen kan bære os igennem det hele, men så let er det ikke. Hvis man skal kunne leve sammen med at andet menneske igennem et helt liv med alle dets udfordringer, skal man have en stærk grundsubstands. Og det kræver tid at opbygge. Kunsten er at bruge tid på hinanden også når forelskelsen er forduftet.
For det er det, der gør et forhold stærk, og det , der gør, at vi kan gennemleve svære kriser og komme ud på den anden side sammen. Og en af de smukke ting ved at leve sammen er, at man trods smerte, sygdom og store tab stadig elsker og føler sig elsket. Det er der, ægteskabet viser sin virkelige styrke.