Børn lider under voksnes angst for at opdrage, fortsæt

Omtrent samme diagnose stiller to norske teoretikere, pædagogikforsker Per Bjørn Foros og filosofiprofessor ved Universitet i Oslo Arne Johan Vetlesen, i bogen ”Angsten for opdragelse”.
”Siden 1968-oprøret har der været en udbredt opfattelse af, at forholdet mellem forældre og børn skal være et symmetrisk og ligeværdigt kammeratskab. Der har ført til, at den unge generation har en opfattelse af at indgå i en forhandling med forældrene med henblik på at finde et kompromis. Det anerkendes ikke, at den voksne bør have en forrang i kraft af større visdom eller livserfaring” forklarer Arne Johan Vetlesen.
Han mener, at dette kammerateri er til stor skade for at børn udvikler sig til såvel modne og samfundsetiske borgere, der kan se ud over egen næsetip.
Det kunne lyde som en ren gentagelse af de seneste årtiers gængse kritik af bløde 68´eres laissez faire- pædagogik. Men ifølge Vetlesen har de fleste reaktioner på 68ér-pædagogikken i form af krav om disciplin i skolen, fokus på præstationer og i talesættelse af egen succes gjort lige så stor skade.
Der er en strømning lige nu, som ganske vist råber på forældre -og lærerautoritet, men rammen er stadig, at den enkelte ses som et selv -realistiserende individ. Unge i dag kan ses som en lydighedsgereration, der er underlagt et stort pres for at præstere og lykkes. Men hvis målet er at disciplinere børn og unge til at konkurrere hårdt i vellykkethed, er vi lige vidt – siger Arne Johan Veltesen.