Selvskade – Cutting forts.

Et socialt fænomen med en smittende effekt

Selvskade er en del af vores kultur, men det er blevet mere end det. Almindelige velfungerende unge bruger selvskade som en måde at håndtere alt fra skoleopgaver og kærestesorger til familiekriser og forventningspres på. Derfor kan det ikke alene betragtes som en overlevelsesstrategi kun for unge med en diagnose eller som har forældre med et misbrug.
Det er i dag så udbredt et fænomen, og vi ser desværre et stadigt stigende antal teenagere lægge billeder på sociale medier, hvor de åbent viser frem, at de har skåret i sig selv. Der kan let gå konkurrence i det – og gør det sikkert allerede – fordi billeder inspirerer og den ubesværede adgang nemt udløser en smittende effekt blandt receptive teenagere.

Overgangen fra et individuelt til et kulturelt fænomen ses flere steder, men tydeligst ses det på de sociale medier. Der skal ikke mange søgninger til for at finde billeder af teenagere, der skærer i sig selv. Det er især på billedtjenesten Instagram, de viser sig frem. Tendensen er udbredt i England, men den vinder også indpas i Danmark.