Giv dog de skæve tanker en chance.

Sådan lyder overskriften på en kronik i Kristelig dagblad skrivet af Henrik Høgh-Olesen Professor i Psykologi.

Med stor glæde og interesse læste jeg hans kronik, som medinddrager vores biologi. Noget jeg har en passion for, og adfærdsbiologi er grundsten i mit terapeutiske arbejde.

Som Henrik Høgh-Olesen skriver: hvem af vores forfædre var mest succesfuld: den, som sad stille og koncentrerede sig længe, eller den, som var aktiv, og som lod sig aflede af usædvanlige lyde og lysindtryk: det var den sidste, der ikke blev bidt af slangen i græsset, og der vækkede de andre om natten, når de blev overfaldet af fjender eller dyr.

Denne person udstyres i dag ofte med diagnosen ADHD. For ADHD karakteriseres bl.a. ved, at man let lader sig aflede, har hastigt skiftende opmærksomhed, er impulsiv og hyperaktiv. Egenskaber, der kunne være funktionelle i de jægere – samler – samfund, vi som art er vokset op i, og hvor vi har tilbragt mere en 90procent af vores tid, vi som mennesker har været her på Jorden. I dag kan disse egenskaber være invaliderende og føre til udstødelse af uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Diagnoser kan være nødvendige, det samme gælder medicinering, så de børn kan få sig en uddannelse og et arbejde.

Jo snævre vi definerer det normale og ideale, jo flere diagnoser, får vi for alt det liv der falder uden for standardformel.

Og det ser jeg faktisk også i min praksis, at der er flere unge mennesker der kommer med en diagnose. Når de få lært og accepteret, at det er o.k., at være ”anderledes” og tør at lave fejl uden at føle sig forkert bagefter, så stiger selvværd og selvagtelsen. Og derigennem bliver deres livskvalitet også bedre med mindre stress og bedre nattesøvn.

Desuden skriver Henrik Høgh-Olesen at vi har opstillet en nådesløs effektivitets- og perfektionskultur, hvor man ikke må lave fejl, og hvor stressraten for unge aldrig har været højere. Men det er ikke ved at vurdere alt og alle ud fra deres fejl og mangler, at vi skaber risikovillige og innovative fremtidsmennesker.

Ved at marginalisere så mange unge i uddannelsessystemet risikerer vi at miste det lag af skæve tanker, risikovilligt gåpåmod og pludselige indfald, som i forhistorien har gjort os tilpasningsdygtige som art, og som også i fremtiden skal gøre os konkurrencedygtige.