Emne: foragt

At skælde ud – hører det med til opdragelse?

Mit svar er entydigt: NEJ

For det første er det unødvendigt med skældud. Børn vil selv gerne gøre ’det rigtige’ og samarbejde. Til tider ved de ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Til tider glemmer de det. Til tider formår de ikke at gøre det rigtige (måske fordi de ikke kan se, hvordan de kan gøre det uden at give for meget afkald på egne behov).
I ingen af disse tilfælde er der brug for at skælde ud.

Det, der er brug for, er, at vi i en respektfuld tone fortæller, hvordan barnets handlinger påvirker andre mennesker, at vi husker børnene på det og sammen med dem forsøger at finde frem til løsninger, der fungerer for alle.
Men derudover er de voksnes skældud ikke på sin plads, fordi den skaber frygt og skam i barnet. Skammen afføder selvforagt, og frygten gør det vanskeligt for barnet at forstå, hvad den voksne siger. Eftersom skældud næsten altid af barnet opleves som uretfærdigt, skader det også dets forhold til den voksne.
Det vigtigste spørgsmål er, hvordan retviser vi børn? Sender jeg et signal, der siger: ’Det her er vigtigt for mig. Det her kan jeg ikke acceptere, fordi …’?
Eller sender jeg et signal, der siger: ’Du duer ikke. Du skulle skamme dig. Du burde vide bedre’?
Der er stor forskel. Det første signal kan vække et barns empati. Det andet vækker frygt og skam.

Jeg har mange klienter i min praksis som har fået skæld ud som børn. De er nu som voksen bevidst om at de ikke skal give den sociale arv videre til deres børn. Derfor går de i terapi, for at få et godt selvværd. Et godt selvværd er med til at gør det lettere at håndtere sine børn på en værdig måde.