Emne: kontrol

Glædelig jul

Hvad er det lige for noget? Det der med julen, traditionerne, forventningerne, hjerternes fest?
Hvorfor betyder denne søde juletid så meget for rigtig mange mennesker?
Jeg har jeg et bud.
Først og fremmest det julen udspringer af, nemlig den kristne tro. Hele den vestlige kultur vi er en del af og som vi er opfostret med, bygger på det kristne, over 2000 år gamle budskab, som i bund og grund handler om, at du skal elske din næste. Af alle bud, er buddet om kærlighed jo det største.
Helt grundlæggende kan man vel sige, at uden kærlighed, ingen mening med livet. Vi mennesker, er sociale væsner, der har behov for sociale relationer. Den vigtigste relation mellem to mennesker, er kærligheden. Kærligheden er den gødning der får livet til at blomstre.
Derfor betyder julen så meget. Julen minder os om kærligheden i vores liv. Enten den kærlighed der ikke er der, den der er for lidt af eller den der er nok eller ligefrem rigeligt af, den kærlighed vi modtager og den vi giver.
Bevidst eller ubevidst begynder nogle af os at gøre regnskab. Modtager jeg mere kærlighed end jeg giver? Kan jeg tage imod, eller føler jeg mig utilstrækkelig. Og når jeg synes jeg giver mere end jeg modtager, bliver jeg så forurettet eller gør jeg det med lige stor glæde.
Giv dig selv den bedste julegave. Giv dig kærligheden til dig selv. Mærk hvordan du er i stand til at give og tage imod kærlighed. Først når du er i stand til det, kan du give ren kærlighed til din næste, – og det er det julen symboliserer.