Emne: opgivenhed

Stiller du krav til dit barn?

Sådan gør du med dit barn på 1-3 år
Det lille barn har kun den erfaring, som du giver det. Find ud af, hvad du synes der er rimeligt hjemme hos jer. Må man kaste med ting, må man bide, må man selv bestemme, hvad man leger med og derfor tage alt frem på en gang? Gør det klart for dig selv, hvad dit barn må nu, så du får fastsat gode rutiner og værdier tidligt. Det vil spare dig for meget tid og jer begge for mange frustrationer senere. Gentager dit barn den uønskede handling mange gange, er det vigtigt, at du ’nulstiller’ dine følelser hver gang, så du ikke bliver mere og mere sur. Ellers ender I i en konflikt, hvor du skælder ud og kommer til at sige ting til dit barn, som giver det skyld- og skamfølelse. Det er ikke dit barns ansvar eller skyld, at du bliver sur/vred/ked af det eller frustreret. Dine følelser er dit eget ansvar.
Gode vaner kan indøves kærligt, når man er konsekvent, og når man kan mærke, at man mener det. Så er man tydelig og kan stå inde for de krav, man stiller. Igen er det vigtigste, hvordan du taler til barnet, og hvordan du stopper deres uønskede aktivitet fysisk. Hvis dit barn kaster med legetøj, og du griner og synes, at det er sjovt, vil barnet gøre det igen. Men synes du også, at det er sjovt i morgen, når du er træt og ikke har så meget overskud? Med ro og omsorg kan meget stoppes i opløbet. ’Sådan gør vi her/sådan gør vi ikke, det skaber forudsigelighed og trygge rammer.

Sådan gør du med dit barn på 3-6 år
Dit barn har brug for at lære at blive selvstændigt. Det har brug for støtte og kærlig tålmodighed til at øve sig i at kunne mere og mere. Det er både rarest og sundest for barnet at føle sig kompetent og at få lov til at øve sin selvstændighed. Derfor skal dit barn have lov til at øve sig og til at fejle, uden at du fratager barnet muligheden. Barnet skal blive ved med at prøve at låse døren op, binde sine sko, tegne lige streger, skrælle kartofler, rydde op efter en leg, være en god kammerat og dele sine ting – for når dit barn har oplevet dette, vil det føle sig stolt og god nok. Og det vokser man af.

Sådan gør du med dit barn på 6-12 år
Det er godt for børn at få stillet alderssvarende krav. Det giver dem et ansvar, som de skal håndtere. Det gør, at de føler sig som en del af fællesskabet, at de er med til at hjælpe og ser at der er brug for dem.
Det hjælper også barnet i forhold til deres relationer til kammeraterne, at barnet ved, at man kan stille krav til hinanden. Det giver øgede sociale kompetencer.

Sådan gør du med dit barn på 12 – 18 år
Selvom der er mange udfordringer i den unges liv, er det en lettelse for dem at vide, at du fortsat er til at regne med, og at du ved at holde fast (uanset hvor irriterende det er), viser dem, at du passer på dem.
Hvis børn kan og altid har kunnet gøre præcis, hvad der passer dem, vil de opleve, at deres forældre er ligeglade med dem, og de kan føle sig uelskede.