Emne: perfekt liv

Det uperfekte menneske forts.

KONTROL OG ANGST DOMINERER
Det er ikke kun voksnes liv, som er præget af kontrol. Det gælder også børnenes skoleliv. Elever i folkeskolens yngste klasser er bange for, hvordan det går dem, når der er test. Vi er gået tilbage til en kultur, hvor kontrol og angst dominerer. Det er godt at stille krav til børn, men det skal ske i en tillidsfuld atmosfære. For at udvikle sig til et frit og udfoldet menneske, skal man opleve tillid, omsorg, tryghed og kærlighed. I dag lever vi i et samfund, som nærmest gør det modsatte, og det sætter aftryk i personligheden, som gør, at man er mere tilbøjelig til at udvikle en angstlidelse senere.

ILLUSION OM PERFEKTION
Angstkulturen næres samtidig af en forventning om nærmest perfekte liv.
Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er noget rigtigt rod, for ingen er perfekte. Vi har fået en forestilling om en række rigtige socialtyper: Man er ikke bare forælder, men man skal være den rigtige forælder, hvilket i sig selv er et pres. Både individuelt og kollektivt er der en illusion om perfektion, og vi bliver skuffede gang på gang.