Emne: præstere

SPAR PÅ ROSEN OG STYRK DIT BARNS SELVVÆRD

Du kan være med til at skabe et stærkt selvværd hos dine børn, hvis du anerkender mere end du roser.
‘Neeej, hvor er du dygtig!’
Sådan lyder det nærmest pr automatik, når forældre tager imod deres barns tegning eller griber dem for foden af rutsjebanen.
Men det styrker ikke nødvendigvis et barns selvværd at få ros – heller ikke selvom den bliver givet i den bedste mening. For i rosen ligger en bedømmelse, som i længden kan gøre barnet usikker på sig selv og give det en følelse af at skulle præstere for at være god nok frem for bare at være værdifuld i sig selv.
Selvværd er at føle sig gode nok, som vi er
Selvværd handler om vores selvopfattelse og om at vi grundlæggende føler os rigtige som dem, vi er – uden at skulle præstere på en bestemt måde.
– Selvværd er vores oplevelse af, at vi som personer er gode nok og lige så meget værd som andre mennesker. Selvværd handler altså om at ‘være’ og er en del af vores kerne, mens selvtillid handler om at præstere og er afhængigt af noget, vi gør, siger psykolog i Psykiatrifonden Charlotte Diamant.