Emne: selvcentrerin

”Drop selvudvikling”

I årets første Søndagsavisen, kan man læse, at parterapeut Mattias Stølen mener vi skal droppe selvudvikling. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har de seneste måneder gjort sig landskendt på, at plædere for, at vi skal tage nej-hatten på. Drop selvudvikling. Drop mindfullness.
Markedet har i snart mange år været fyldt godt op med selvhjælpsbøger, kurser, mv. som alle handler om, at finde sig selv for der igennem at få et bedre liv.
Vi lever i en tid hvor vi føler rodløshed, hastværk, overfladiskhed, mangel på mening med tilværelsen, præstationspres og meget mere fra samme skuffe. Så det er jo ikke så underligt, vi griber ud efter den hjælp, der tilbydes os, når vi synes livet bliver for bøvlet.
Modsat de to ovenfor nævnte herrer, mener jeg ikke vi skal vende tanken om selvudvikling ryggen.
Selvudvikling handler om, at kvalificere sig i livet. Det handler om, at ved at lære sig selv bedre at kende, vil man uvægerligt få et mere nuanceret syn på sig selv såvel som sin omverden. Det handler ikke om, at selvudvikling er nøglen til selvcentrering. Tvært imod.
Selvudvikling vil sige, du udvikler dig selv på det mentale plan. Det giver dig en mere nuanceret opfattelse af dig selv, og dermed også af din omverden. Din omverden er dine medmennesker, – og så er vi ved sagens kerne nemlig, relationerne mellem dig og dine medmennesker. Det er jo i virkeligheden det det hele handler om.
Når du arbejder med selvudvikling hos mig, tilegner du dig værktøjer, der kvalificerer dig i relationer til andre mennesker. Du vil erfare, at det ikke er muligt at fastholde en eventuel navlebeskuende indstilling til tilværelsen, og du vil erfare at du vil øge din følelsesmæssige intelligens. Det er kun et spørgsmål om den nødvendige træning.