Emne: selvstændige børn

Tør du stille krav til dit barn? forts.

Sådan gør du med dit barn på 0-1 år
Ikke relevant for denne aldersgruppe
Når barnet nærmer sig den første fødselsdag, kan man begynde at introducere det at kunne vente lidt. Barnet øves ganske forsigtigt i at udskyde sine behov.
Man kan lege en leg, hvor man skal skiftes til en bestemt ting, eller hvor man skal give og sige værsgo’ og tage i mod og sige tak.
Man kan ikke forvente, at barnet reelt KAN vente, men som forældre skal man begynde at tænke over det og sætte ord på det, f.eks. ’nu sætter jeg dig lige her og så henter vi poserne fra bilen/barnevognen og stiller mælk i køleskabet og SÅ tager vi dine støvler af’.

Sådan gør du med dit barn på 1-3 år
Det lille barn har kun den erfaring, som du giver det. Find ud af, hvad du synes der er rimeligt hjemme hos jer. Må man kaste med ting, må man bide, må man selv bestemme, hvad man leger med og derfor tage alt frem på en gang? Gør det klart for dig selv, hvad dit barn må nu, så du får fastsat gode rutiner og værdier tidligt. Det vil spare dig for meget tid og jer begge for mange frustrationer senere. Gentager dit barn den uønskede handling mange gange, er det vigtigt, at du ’nulstiller’ dine følelser hver gang, så du ikke bliver mere og mere sur. Ellers ender I i en konflikt, hvor du skælder ud og kommer til at sige ting til dit barn, som giver det skyld- og skamfølelse. Det er ikke dit barns ansvar eller skyld, at du bliver sur/vred/ked af det eller frustreret. Dine følelser er dit eget ansvar.
Gode vaner kan indøves kærligt, når man er konsekvent, og når man kan mærke, at man mener det. Så er man tydelig og kan stå inde for de krav, man stiller. Igen er det vigtigste, hvordan du taler til barnet, og hvordan du stopper deres uønskede aktivitet fysisk. Hvis dit barn kaster med legetøj, og du griner og synes, at det er sjovt, vil barnet gøre det igen. Men synes du også, at det er sjovt i morgen, når du er træt og ikke har så meget overskud? Med ro og omsorg kan meget stoppes i opløbet. ’Sådan gør vi her/sådan gør vi ikke, det skaber forudsigelighed og trygge rammer.